Filosofien bag min træning

Mit navn er Aya, jeg er 31 år og bor i Kruså sammen med min kæreste og vores fire hunde – tre af dem er tidligere gadehunde, som vi har fundet og taget til os på rejser rundt i verden, og den 4. hund er en Jack russel jeg overtog fra nogle mennesker der synes opgaven med hunden var for stor en mundfuld.
Vi lever et aktivt liv fyldt med eventyr, og jeg deltager i agilitykonkurrencer med to af hundene og håber det seneste skud på stammen, Jack russel terrieren også bliver min makker på agilitybanerne.

Jeg har haft hund hele mit liv, og dyr har altid været en naturlig del af min hverdag. Som barn arbejdede jeg med konkurrenceheste, hvor jeg lærte, at samarbejde ikke handler om tilfældigheder – det handler om kropssprog, timing, konsekvens og belønning. I dag forstår jeg hvorfor og at det samme gælder med hunde.

Mellem yderpunkterne

Min tilgang til træning ligger et sted midt imellem de to yderpunkter, der dominerer hundeverdenen i dag.
Jeg er hverken en del af den gamle skole, hvor hårdhed og tvang stadig misforstås som “kontrol”, eller den nye positivistiske bølge, hvor man vil belønne alle problemer væk og helst undgå ordet “nej”.

I praksis ser jeg, hvordan begge retninger skaber problemer.
Den gamle skole skaber hunde, der adlyder – men uden tryghed og tillid. Og som i høj grad er lydige, men ikke regulerede og trivelige.
Den nye skole skaber hunde, der får masser af godbidder – men uden at forstå rammerne for deres liv med dét resultat at ejerne er frustreret og hundende er stressede uden nogen form for frihed eller naturligt hundeliv da ejerne da ikke kan kontrollere dem.

Fælles for begge yderpoler er, at de ofte mister forbindelsen til virkeligheden uden for træningspladsen.

Mit udgangspunkt

Jeg arbejder blandt andet med klassisk og operant betingning, fordi det er grundlaget for al læring – uanset om man er hund, hest eller menneske.

En hund lærer og forstår verden omtrent som et 2–4-årigt barn:
Den har brug for tydelighed, gentagelser og simple rammer.
Den har brug for et motivationsgrundlag – og det består både af belønning for det ønskede og konsekvens for det, der ikke er ønsket.

Ikke hårdhed eller korporlig straf.
Men konsekvens – som i klarhed, forudsigelighed og sammenhæng.

Det er misvisende, når man i dag kalder en udelukkende belønningsbaseret tilgang for “videnskabeligt underbygget” som den eneste stressfrie metode. Videnskaben viser, at positiv forstærkning er et stærkt værktøj, men også, at hunde opnår ro når de forstår grænserne for det, de ikke må – og ikke kun det, de gerne må.

Hunde bliver trygge, når verden giver mening.
Og mening skabes gennem tydelighed, ikke gennem konstant afledning.

Jeg guider og stiller krav på en fair måde. Jeg forventer, at hunden lytter – men jeg sørger også for, at den forstår hvorfor.
Jeg venter ikke passivt på, at den ønskede adfærd opstår; for “ventetræning” er i praksis det, der får flest hundeejere til at give op, når vi arbejder med hundens adfærd.
Hvis du indlære din hund nye øvelser, tricks, lydighed så kan shaping som ventetræning kaldes, være enormt effektivt.

Grænsesætning er uundgåeligt – spørgsmålet er, om hunden forstår det

Alle hundeejere sætter grænser hver dag.
Når vi siger “nej”, stopper en adfærd, beder hunden vente eller holder igen i snoren, så er det grænsesætning.

Forskellen ligger i, om hunden forstår, hvad grænsen betyder.

Når hunden ikke forstår det, skaber grænsen konflikt.
Når den forstår det, skaber grænsen tryghed og ro.

Træning skal fungere i virkeligheden

Jeg ser ofte, dygtige trænere, der får metoderne til at fungere perfekt for dem selv – men ikke for den almindelige hundeejer.

Det, der virker på en træningsplads med velkendte hunde og kontrollerede rammer, falder sammen i hverdagen.

At få en hund til at sitte, dække eller gå pænt i en række sammen med 10 andre rolige hunde, siger intet om, hvordan den klarer sig, når:

– postbuddet ringer på
– børnene larmer
– naboens hund går amok bag hækken
– der er følelser i spil, og ejeren er presset

Metoderne virker for trænerne, fordi de har erfaring, timing og kontrol – men det rammer forbi den virkelighed, de fleste hundeejere står i dagligt.
Det skal altid huskes at ingen equipage bliver bedre end den indsats ejeren ligger i arbejdet med hunden. Uanset trænerens evner. Men sandsynligheden for succes øges markant hvis de teknikker, der undervises i, faktisk er håndterbare for den gennemsnitlige hundejer.

Adfærdstræning er ikke det samme som øvelsestræning

Øvelser kræver tid, shaping og positiv forstærkning.
Det er motorik, præcision og gentagelse.

Adfærdstræning er noget helt andet.
Det handler om forståelse, relation og kommunikation.

Når kommunikationen bliver tydelig, skal den uønskede adfærd ændre sig med det samme – ikke fordi hunden kan det hele på én gang, men fordi den forstår rammen.

At holde fast i den nye adfærd tager tid, men at forstå rammen i momentet tager kun et øjeblik, og når disse momenter med succesfuld afbrydelse af en uønsket adfærd bliver flere og flere, vil automatiseringen og den fælles forståelse langsomt opstå.

Mit mål

Jeg møder alt for mange hundeejere, der har fået at vide, at deres hund ikke kan ændre sig.
At løbet er kørt.
At skaden skete som hvalp.

Jeg er dybt uenig.

Alle hunde kan lære – når vi møder dem med tydelighed, tålmodighed og ærlighed.

Træning handler ikke om at dominere eller overøse med godbidder.
Det handler om at skabe balance, forståelse og samarbejde.

Hunden skal ikke frygte sine grænser, den skal forstå dem.

Jeg træner ikke for at få pæne resultater på træningsbanen – men for at skabe ro og harmoni i hverdagen.

Når kommunikationen bliver tydelig og ærlig, forsvinder konflikterne.
Det er dér samarbejdet opstår – og ejerskabet bliver til et makkerskab.

Min faglige baggrund og uddannelse

Min faglige baggrund inden for hundetræning er bygget op gennem mange års praktisk erfaring, selvstudie, kurser og løbende faglig fordybelse.

Jeg har gennem flere år opbygget en stor del af min praktiske erfaring som føl og hjælpetræner hos Lise Andersen, hvor jeg har arbejdet med hunde og ejere i praksis og fået mulighed for at følge mange forskellige hunde, problemstillinger og træningsforløb.

Derudover har jeg løbende videreuddannet mig gennem kurser og undervisning hos blandt andre Karen Pryor og Antonio Diaz samt gennem omfattende selvstudie. Min tilgang er desuden på flere områder inspireret af Jan Fennells teorier om relationen og kommunikationen mellem hund og menneske.

Jeg har bevidst valgt ikke at følge én af de traditionelle danske hundetræneruddannelser. Det skyldes, at jeg ikke har fundet et eksisterende uddannelsesforløb, som i tilstrækkelig grad matcher den faglige tilgang og det praktiske arbejde, jeg ønsker at basere min undervisning på.

Hvorfor har jeg valgt en anden vej?

Hundetræner og en række beslægtede betegnelser inden for hundeadfærd er ikke beskyttede faglige titler i Danmark. Der findes heller ikke én offentligt reguleret eller autoriseret uddannelse, som man skal gennemføre for at arbejde professionelt som hundetræner.

De uddannelser, man møder inden for branchen, er derfor forskellige private eller organisationsbaserede uddannelsesforløb med forskellige krav til blandt andet pensum, metoder, praktisk erfaring og eksamination. Et uddannelsesbevis fortæller derfor først og fremmest, at man har gennemført det pågældende uddannelsessteds forløb – ikke nødvendigvis hvilken praktisk erfaring eller faglig tilgang man efterfølgende arbejder ud fra.

Jeg har bevidst valgt ikke at følge én af de traditionelle danske hundetræneruddannelser, fordi jeg ikke har fundet et eksisterende uddannelsesforløb, som i tilstrækkelig grad matcher den faglige tilgang og det praktiske arbejde, jeg ønsker at basere min undervisning på.

I stedet har jeg valgt en autodidakt vej, hvor min faglighed løbende udvikles gennem praksis, faglig litteratur, kurser, observation og arbejdet med mange forskellige hunde og mennesker.

For mig er hundetræning ikke en færdig metode, man én gang bliver uddannet i. Det er et fagområde, hvor jeg fortsat opsøger ny viden, afprøver, observerer og udvikler min tilgang i takt med den erfaring, jeg opbygger.

Et udpluk af videnskaben bag min tilgang

Jeg arbejder ud fra klassisk og operant betingning, fordi hunde — ligesom små børn — lærer bedst, når ting er konkrete, overskuelige og motiverende. Forskning viser tydeligt, at overvejende belønningsbaseret træning er den mest skånsomme og konstruktive tilgang. Men forskningen viser også, at idéen om, at udelukkende positiv forstærkning automatisk giver stressfrie hunde, er en myte.

Studier peger på, at hunde har brug for klarhed, rammer og konsekvens, og at manglende grænsesætning kan skabe frustration og usikkerhed. Det afgørende er ikke fraværet af konsekvens — men hvordan vi bruger den, og at vi samtidig bygger et stærkt motivationsgrundlag, så hunden forstår både det, den gerne må, og det, den ikke må.

Moderne forskning understreger derfor, at den mest velfungerende og stabile læring opstår, når træningen bygger på belønning, men samtidig hjælper hunden med at navigere i virkelighedens krav og situationer.

Understøttet af forskning:
• Castro et al. (2020): Belønningsbaseret træning giver bedre velfærd og lavere stress end aversive metoder.
• Makowska (BC SPCA review): Overvejende R+ er mest effektivt — men træningsresultater afhænger af tydelige rammer, konsistens og forståelig læringsstruktur.
• Vieira de Castro et al. (2021): Hundens emotionelle tilstand påvirkes af træningsmetode — klarhed og forudsigelighed reducerer “pessimistiske forventninger”.