Filosofien bag min træning

Mit navn er Aya, jeg er 30 år og bor i Sønderborg sammen med min kæreste og vores tre hunde – alle tidligere gadehunde, som vi har fundet og taget til os på rejser rundt i verden. Vi lever et aktivt liv fyldt med eventyr, og jeg deltager i agilitykonkurrencer med to af hundene.

Jeg har haft hund hele mit liv, og dyr har altid været en naturlig del af min hverdag. Som barn arbejdede jeg med konkurrenceheste, hvor jeg lærte, at samarbejde ikke handler om tilfældigheder – det handler om kropssprog, timing, konsekvens og belønning. I dag forstår jeg hvorfor og at det samme gælder med hunde.

Mellem yderpunkterne

Min tilgang til træning ligger et sted midt imellem de to yderpunkter, der dominerer hundeverdenen i dag.
Jeg er hverken en del af den gamle skole, hvor hårdhed og tvang stadig misforstås som “kontrol”, eller den nye positivistiske bølge, hvor man vil belønne alle problemer væk og helst undgå ordet “nej”.

I praksis ser jeg, hvordan begge retninger skaber problemer.
Den gamle skole skaber hunde, der adlyder – men uden tryghed og tillid.
Den nye skaber hunde, der får masser af godbidder – men uden at forstå rammerne for deres liv med dét resultat at ejerne er frustreret og hundende er stressede

Fælles for begge yderpoler er, at de ofte mister forbindelsen til virkeligheden uden for træningspladsen.

Mit udgangspunkt

Jeg arbejder med klassisk og operant betingning, fordi det er grundlaget for al læring – uanset om man er hund, hest eller menneske.

En hund lærer og forstår verden omtrent som et 2–4-årigt barn:
Den har brug for tydelighed, gentagelser og simple rammer.
Den har brug for et motivationsgrundlag – og det består både af belønning for det ønskede og konsekvens for det, der ikke er ønsket.

Ikke hårdhed.
Ikke straf.
Men konsekvens – som i klarhed, forudsigelighed og sammenhæng.

Det er misvisende, når man i dag kalder en udelukkende belønningsbaseret tilgang for “videnskabeligt underbygget” som den eneste stressfrie metode. Videnskaben viser, at positiv forstærkning er et stærkt værktøj, men også, at hunde opnår ro når de forstår grænserne for det, de ikke må – og ikke kun det, de gerne må.

Hunde bliver trygge, når verden giver mening.
Og mening skabes gennem tydelighed, ikke gennem konstant afledning.

Jeg guider og stiller krav på en fair måde. Jeg forventer, at hunden lytter – men jeg sørger også for, at den forstår hvorfor.
Jeg venter ikke passivt på, at den ønskede adfærd opstår; for “ventetræning” er i praksis det, der får flest hundeejere til at give op.

Grænsesætning er uundgåeligt – spørgsmålet er, om hunden forstår det

Alle hundeejere sætter grænser hver dag.
Når vi siger “nej”, stopper en adfærd, beder hunden vente eller holder igen i snoren, så er det grænsesætning.

Forskellen ligger i, om hunden forstår, hvad grænsen betyder.

Når hunden ikke forstår det, skaber grænsen konflikt.
Når den forstår det, skaber grænsen tryghed og ro.

Træning skal fungere i virkeligheden

Jeg ser ofte, at store organisationer som DKK og DCH uddanner dygtige trænere, der får metoderne til at fungere perfekt for dem selv – men ikke for den almindelige hundeejer.

Det, der virker på en træningsplads med velkendte hunde og kontrollerede rammer, falder sammen i hverdagen.

At få en hund til at sitte, dække eller gå pænt i en række sammen med 10 andre rolige hunde, siger intet om, hvordan den klarer sig, når:

– postbuddet ringer på
– børnene larmer
– naboens hund går amok bag hækken
– der er følelser i spil, og ejeren er presset

Metoderne virker for trænerne, fordi de har erfaring, timing og kontrol – men det rammer forbi den virkelighed, de fleste hundeejere står i dagligt.

Om “indleveringstræning”

Jeg er kritisk over for trenden, hvor hunde afleveres til trænere i dage eller uger.
For selvom hunden måske tilpasser sig midlertidigt, ændrer det ikke dynamikken i den familie, den skal tilbage til.

Det er ikke hunden, der skal lære at fungere hos træneren.
Det er ejeren, der skal lære at kommunikere med sin hund.

I langt de fleste tilfælde er det ikke hundens vilje, der er problemet – det er misforståelserne imellem jer.

Når ejeren lærer, hvordan hunden tænker og lærer, begynder forandringen.

Adfærdstræning er ikke det samme som øvelsestræning

Øvelser kræver tid, shaping og positiv forstærkning.
Det er motorik, præcision og gentagelse.

Adfærdstræning er noget helt andet.
Det handler om forståelse, relation og kommunikation.

Når kommunikationen bliver tydelig, skal den uønskede adfærd ændre sig med det samme – ikke fordi hunden kan det hele på én gang, men fordi den forstår rammen.

At holde fast i den nye adfærd tager tid.
At forstå den tager et øjeblik.

Mit mål

Jeg møder alt for mange hundeejere, der har fået at vide, at deres hund ikke kan ændre sig.
At løbet er kørt.
At skaden skete som hvalp.

Jeg er dybt uenig.

Alle hunde kan lære – når vi møder dem med tydelighed, tålmodighed og ærlighed.

Træning handler ikke om at dominere eller overøse med godbidder.
Det handler om at skabe balance, forståelse og samarbejde.

Hunden skal ikke frygte sine grænser.
Den skal forstå dem.

Jeg træner ikke for at få pæne resultater på træningsbanen – men for at skabe ro og harmoni i hverdagen.

Når kommunikationen bliver tydelig og ærlig, forsvinder konflikterne.
Det er dér samarbejdet opstår – og ejerskabet bliver til et makkerskab.

Videnskaben bag min tilgang

Jeg arbejder ud fra klassisk og operant betingning, fordi hunde — ligesom små børn — lærer bedst, når ting er konkrete, overskuelige og motiverende. Forskning viser tydeligt, at overvejende belønningsbaseret træning er den mest skånsomme og konstruktive tilgang. Men forskningen viser også, at idéen om, at udelukkende positiv forstærkning automatisk giver stressfrie hunde, er en myte.

Studier peger på, at hunde har brug for klarhed, rammer og konsekvens, og at manglende grænsesætning kan skabe frustration og usikkerhed. Det afgørende er ikke fraværet af konsekvens — men hvordan vi bruger den, og at vi samtidig bygger et stærkt motivationsgrundlag, så hunden forstår både det, den gerne må, og det, den ikke må.

Moderne forskning understreger derfor, at den mest velfungerende og stabile læring opstår, når træningen bygger på belønning, men samtidig hjælper hunden med at navigere i virkelighedens krav og situationer.

Understøttet af forskning:
• Castro et al. (2020): Belønningsbaseret træning giver bedre velfærd og lavere stress end aversive metoder.
• Makowska (BC SPCA review): Overvejende R+ er mest effektivt — men træningsresultater afhænger af tydelige rammer, konsistens og forståelig læringsstruktur.
• Vieira de Castro et al. (2021): Hundens emotionelle tilstand påvirkes af træningsmetode — klarhed og forudsigelighed reducerer “pessimistiske forventninger”.